Skrevt d. 24.11-2022

Sådan plejer du din Japansk Spids

Har du også forelsket dig i den søde og flotte race Japansk Spids? Det er rigtig charmerende og glad hund med den flotteste hvide pels, og den er god til både børn og andre hunde. Oveni har den brug for begrænset med motion, og den er meget kærlig overfor sine ejere.

Med en lille hvid følgesvend skal du også sørge for, at den bliver plejet korrekt. Det gælder både i forhold til opdragelse, træning og aktivering, men også pleje af pels, negle og tænder. Her får du en gennemgang af, hvordan du skal pleje racen Japansk Spids.

Pleje Af Japansk Spids

Opdragelse og træning

Den kække og intelligente Japansk Spids kræver en god opdragelse og træning. Hvis den ikke bliver stimuleret nok, kan den blive urolig og have tendens til at gø. Derfor er træning fra hunden er hvalp nødvendig, så du minimerer racens naturlige instinkt til at reagere og gø, når der er nye lyde og bevægelser.

Generelt vil du have en meget loyal og aktiv hund, der har let ved at lære nye kommandoer. Du kan derfor med fordel starte med træningen allerede tidligt, så du konstant kan udfordre hunden med nye og stimulerende opgaver og udfordringer.

Da racen både er mere rolig, ikke har det største behov for motion og er en mindre hund, kan den sagtens bo i lejlighed. Du bør dog sørge for, at den får en god gåtur om dagen, så den ikke kommer til at kede sig og finder på unoder.

Motion og aktivering

Den lille hund har brug for en god og nærende kost, der matcher aktivitetsniveauet. Den mindre race har ikke brug for meget motion, men den vil gerne med ud at gå ture eller følge trit med dig under løbetræningen.

Selvom racen ikke har behov for store mængder motion, så skal den stadig aktiveres med udfordrende og stimulerende opgaver. Det kan eksempelvis være legetøj, der kræver, at hunden bruger sin snilde og hjerne.

Racen foretrækker at være i tæt kontakt og er meget social, så du kan også lave andre former for træning, der holder både dig og hunden beskæftiget. Det kan både være i form af hundetræning med kommandoer, men også andre former som agility-træning, hvor hunden kan blive udfordret i samarbejde med dig.

Pelspleje af Japansk Spids

Den fyldige hvide pels kan måske se ud som om, at den kræver ekstremt meget pelspleje, men det er ikke tilfældet.

Det er dog nødvendigt, at du sørger for at børste pelsen et par gange om ugen, så den holdes fri for knuder og filter. Pelsen er forholdsvis tyk, og med en god underuld skal pelsen plejes, så den holder sig filterfri og ren. Når du børster hunden, skal du sørge for, at du også kommer helt ind til underulden.

Pelsen er lidt mere tør, og derfor bør du ikke give hunden et bad for ofte, da det kan tørre både pels og hud yderligere ud, hvilket kan give kløe. I stedet kan du med børsten let fjerne tørt skidt og snavs, så din hund ikke skal i bad efter hver gåtur.

Hvis du har en Japansk Spids i bad, bør du sørge for, at pelsen er børstet grundigt igennem efterfølgende, og at den bliver ordentligt tør. Med en både tyk pels og underuld, kan det ofte tage lang tid for pelsen at tørre helt igennem.

Når hunden fælder

Når en Japansk Spids fælder, kan det være nødvendigt at sætte ekstra ind i kampen mod hundehår i hele hjemmet. Du kan med god succes børste din hund hver dag, og du kan også bruge en særlig kam, der fjerner de løse hår. Det minimerer mængden af løse hår, der falder ud af sig selv, når hunden bevæger sig rundt inde som ude.

Under fældningen vil hunden både skifte dækpelsen og underuld. Både hanhunde og hunhunde skifter pels cirka to gange om året – særligt omkring forår og efterår, når der er overgangsperioder. Det skal du derfor både være bevidst om og forberedt på, så de mange hvide hundehår ikke overrasker dig.

Plej Din Hund Japansk Spids

Hold styr på neglene

Enhver hund, der ikke automatisk får slidt kløerne ned, skal have klippet dem ned med jævne mellemrum. Bliver neglene ikke holdt nede, kan det give smerter og gener for hunden, men du kan også blive revet, hvis hunden springer glad rundt og op ad dig.

Hvis du kan høre, at neglene klikker mod gulvet, når hunden går rundt, er neglene for lange og skal klippes. Du kan med fordel tjekke neglene og klippe dem cirka to gange om måneden. Samtidigt kan du fjerne hår omkring poterne og mellem trædepuderne, så hunden ikke så let samler skidt, snavs og sne op.

Det anbefales, at du vænner hunden til at få ordnet negle fra den er hvalp. De fleste hunde bryder sig ikke om at få rørt ved deres poter, så det skal hunden være vant til, fra den er lille.

Husk lige tandbørsten

Som mange andre hunde, kan også en Japansk Spids udvikle tandsten, der på sigt kan ødelægge tænderne. Derfor er det en god ide, at du vænner hunden til at få børstet tænder allerede fra den er hvalp. Det kan spare både hunden for gener og smerter, men også spare dig penge på dyre dyrlægebesøg for at få ordnet hundens tænder.

Du kan børste tænderne på hunden cirka to gange i ugen, så tænderne holdes rene, og hunden får en bedre ånde. Husk altid at bruge en tandpasta beregnet til hunde.